Generation Green

Generation Green skal sætte skub i grønt elevengagement på tværs af erhvervsskolerne. Projektet afprøver nye former for faglige værksteder, elevfællesskaber og aktiviteter i undervisningen, hvor elever på tværs af erhvervsskoler inspirerer hinanden og er med til at skabe forandring i deres uddannelse, fag og branche.

Formål

Fremtidens faglærte bliver helt afgørende, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling. Derfor skal erhvervsskolerne ikke alene give eleverne de nødvendige faglige kompetencer. Eleverne skal også have mulighed for at engagere sig, bringe deres egne erfaringer og idéer i spil og opleve, at de kan være med til at udvikle deres fag og brancher i en grønnere retning.

Det er ambitionen med Generation Green, som Klimaerhvervsskolen Herningsholm har taget initiativ til i samarbejde med Fonden Divers.

Generation Green skal udvikle og afprøve nye måder at engagere elever og lærlinge i den grønne omstilling på. Ambitionen er på sigt at skabe et fællesskab på tværs af fag og erhvervsskoler, hvor elever og lærlinge kan mødes, inspirere hinanden, dele idéer og få en stærkere stemme i udviklingen af fremtidens fag.

Samtidig skal erfaringerne fra projektet give faglærere og erhvervsskoler inspiration til, hvordan grønt elevengagement kan blive en del af undervisningen.

Fakta

Projekt: Generation Green
Initiativtagere: Klimaerhvervsskolen Herningsholm og Fonden Divers
Deltagende skoler i første fase: Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier og Roskilde Tekniske Skole
Målgruppe: Elever og lærlinge på erhvervsuddannelser samt faglærere og erhvervsskoler
Fokus: Grønt elevengagement, faglighed, elevinddragelse og fællesskaber på tværs af fag og skoler

Indhold

Generation Green tager udgangspunkt i elevernes egne fag, erfaringer og idéer. I projektets første fase udvikler og afprøver Herningsholm og Fonden Divers aktiviteter, metoder og ungefællesskaber på Herningsholm og Roskilde Tekniske Skole. Elever fra andre erhvervsskoler bliver også inddraget undervejs.

En central del af Generation Green er faglige værksteder. Her arbejder eleverne med konkrete opgaver, materialer, metoder og dilemmaer fra deres fag og møder unge rollemodeller, der selv arbejder med at udvikle deres håndværk i en mere bæredygtig retning.

Hvordan kan vi bygge smartere? Hvordan mindsker vi materialespild? Hvilke nye løsninger kan vi tage i brug i vores fag? Hvilke dilemmaer møder man som elev eller lærling, når man gerne vil gøre noget på en ny måde? Og hvordan kan elever selv være med til at udvikle deres fag?

Det er nogle af de spørgsmål, eleverne undersøger sammen.

De faglige værksteder skal samtidig være afsæt for, at eleverne udvikler deres egne idéer til grønne initiativer på deres uddannelser, i deres fag og på deres lærepladser.

Erfaringerne fra projektet skal løbende samles og deles, så de kan inspirere flere faglærere og erhvervsskoler til at arbejde med elevengagement som en del af den grønne omstilling.

Aktuelt

Generation Green er i gang

De første Generation Green-værksteder er afholdt på Herningsholm, hvor 50 elever fra Struktør, Bygge & Bo og Fremtidens Energi arbejdede med grønne løsninger, materialebrug og samarbejde på tværs af fag.

Generation Green fortsætter på Roskilde Tekniske Skole, hvor elever fra uddannelserne til skov- og naturtekniker og dyrepasser arbejder med grøn omstilling med udgangspunkt i deres egne fag.

Den 11. november samles erhvervsskoleelever fra hele landet desuden til den faglige inspirationsdag GREEN DAY. Her skal eleverne mødes på tværs af fag og skoler, arbejde videre med deres idéer og bringe deres perspektiver på fremtidens fag i spil.

Læs mere om de aktuelle aktiviteter i Generation Green: Generation Green - Klimaerhvervsskolen Herningsholm

Kontakt

Nikolaj Malte
Houkjær
Klimaerhvervsskolechef
Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier

SCAN QR KODEN FOR AT FÅ LINK TIL DENNE SIDE