Om os

Opgaver

24.10.25
Transport
Byggeri
Landbrug

Skoler måler klima-engagement hos lærere og elever

Er vores erhvervsskoleelever og faglærere optaget af grøn omstilling? Og hvad kan øge deres engagement? Dét undersøger TEC og Herningsholm nu i en såkaldt baselineundersøgelse lavet af Teknologisk Institut.
LINK
KOPIERET

Elever og faglærere på klimaerhvervsskolerne vil i de kommende år opleve, at deres uddannelser og undervisning vil have markant større fokus på bæredygtighed, klima og grøn omstilling.  

Men hvordan ser eleverne og lærere egentlig på den dagsorden?  

Nu – og over tid?

Dét vil TEC og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier kortlægge.  

Derfor gennemfører de to skoler i efteråret 2025 en stor survey blandt elever og undervisere.  

Formålet er at afdække perspektiver på undervisningens kvalitet og relevans i forhold til bæredygtighed – og motivationen for at være en del af den grønne omstilling. 

Surveyen er en startmåling, som skolerne løbende kan måle deres indsatser op imod. 

”Undersøgelsen skal give dybdegående, kvalitative data, så vi hele tiden kan følge med i effekten af vores mange tiltag. På den måde får vi indblik i, hvad der virker – og ikke virker. En viden, som også er relevant for resten af landets erhvervsskoler,” siger Per Nørregaard, klimaerhvervsskolechef på TEC.

Fokusgrupper og gentagende undersøgelser 
Surveyen er udarbejdet af Teknologisk Institut og består af 15 spørgsmål til eleverne og 17 til underviserne. Alle besvarelserne vil være anonyme.

På TEC bliver surveyen i løbet af efteråret 2025 sendt ud 728 elever og 104 lærere på transport- og mekanikuddannelserne.

På Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier er undersøgelsen sendt ud til 70 lærere på murer-, snedker-, elektriker-, VVS og blik-, struktør-, tømrer- og landbrugsuddannelserne – den er indtil videre besvaret af 41. Eleverne på Herningsholm besvarer undersøgelsen i undervisningen, hvor 177 elever indtil videre har svaret.

Undersøgelsen bliver på begge skoler fulgt op af fokusgruppeinterview med en række elever.  

”Undersøgelsen giver os et solidt afsæt til at udvikle undervisningen sammen med vores faglærere,” siger Nikolaj Houkjær, klimaerhvervsskolechef på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

”Når vi samler underviserne til workshop på baggrund af resultaterne, handler det om at omsætte data til praksis – at finde nye, konkrete måder at engagere eleverne i den grønne dagsorden, så bæredygtighed bliver meningsfuld og relevant i deres faglighed. Resultaterne bliver et pejlemærke, vi kan vende tilbage til og måle vores fremskridt på.” 

Kontakt

Nikolaj Malte
Houkjær
Klimaerhvervsskolechef
Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier
Per
Nørregaard
Klimaerhvervsskolechef
TEC
TELEFON +45 2545 3819

SCAN QR KODEN FOR AT FÅ LINK TIL DENNE SIDE