06.10.25
Transport

Digitalt læringsværktøj skal styrke undervisningen af fremtidens mekanikere

Af Lærke Cecilie Lindegård
På TECs mekanikeruddannelser tager vi et helt nyt undervisningsværktøj i brug. Formålet er at styrke elevernes kompetencer i forhold til den grønne omstilling og elektrificeringen af transporten.
LINK
KOPIERET

Danmark er et af de lande i EU, hvor der er mest fart på elektrificeringen af person- og godstransporten.

Det stiller helt nye krav til fremtidens mekanikere – og derfor også til undervisningen på landets mekanikeruddannelser.

”TEC skal i rollen som klimaerhvervsskole være kraftcenter for udvikling, afprøvning og opdatering af relevante uddannelser inden for den grønne omstilling,” siger Per Nørregaard, klimaerhvervsskolechef på TEC.

Som led heri implementerer TEC nu et state-of-the-art undervisningssystem til undervisningen af elever og lærlinge. Et system, der kan komme alle landets mekanikerelever til glæde.

Systemet er udviklet af det hollandske firma Electude, som leverede elbils-undervisningsudstyr til personvognsmekanikerkonkurrencen ved EuroSkills i Herning.

Og det vil komme til at gøre en stor forskel i undervisningen.

Rød tråd
Konkret består undervisningssystemet af en digital læringsplatform, som blandt andet rummer over 3.000 digitale simulationer og opgaver samt specielt udviklet hardware og tilrettede el-biler til fejlfinding på moderne køretøjers tekniske systemer.

”Eleverne lærer først om teknikkerne på en computer, så laver de nogle øvelser, og derefter sidder de og roder med hardwaren. Til sidst går de ud til bilen og bruger teorien i praksis,” forklarer faglærer Mathias Selchau Ridder.

Den opbygning skaber en rød tråd mellem teori og praksis og gør undervisningen mere sikker for eleverne, når de arbejder med elektriske komponenter.

Differentieret undervisning
Underviserne får samtidig helt nye muligheder for at tilpasse undervisningen til den enkelte elevs niveau.

”Læreren får større mulighed for at differentiere undervisningen både til de elever, der har brug for lidt mere tid til de enkelte opgaver, men også til de dygtige elever, som ønsker opgaver, der er mere udfordrende. Derved skabes et differentieret læringsrum, hvor alle elever arbejder med passende udfordringer,” siger Per Nørregaard.

Projektet har som mål at skabe bedre læringsmiljøer og styrke kompetencerne hos både elever og lærere. Og samtidig fastholde flere elever i uddannelsen ved at give dem undervisning, der både er tidssvarende og motiverende.

”Vi klæder de nye mekanikere på til at møde al den nye teknologi, der er. Og den nye teknologi rimer på grøn teknologi i og med, at vi får flere og flere elbiler og hybridbiler,” understreger Mathias Selchau Ridder.

Et landsdækkende pilotprojekt
Eleverne på TECs uddannelser til personvognsmekaniker og lastbilmekaniker begynder med det nye undervisningssystem allerede i starten af 2026.

Men de er ikke de eneste.

TEC har inviteret landets øvrige skoler, der udbyder mekanikeruddannelserne, til at være med i pilotprojektet.

"Vi vil gerne skabe et bredt erfaringsgrundlag, så vi bedst muligt kan evaluere effekterne af det nye undervisningsværktøj. Så kan vi sammen og på et solidt datagrundlag beslutte, om det fuldt ud skal implementeres på skolerne i Danmark," siger Per Nørregaard.

Kom og se det i praksis
Efter planen åbner et nyt showroom på TECs campus i Hvidovre næste år, så interesserede skoler og undervisere kan komme forbi.

”Vi vil gerne invitere interesserede skoler og undervisere ud til vores showroom, hvor de kan se, hvordan vi arbejder med det nye værktøj. Samtidig vil vi gerne dele vores erfaringer med det, så den viden kan komme andre skoler og undervisere til gavn," siger Per Nørregaard.

Hvis du er interesseret i at besøge TEC og høre mere om projektet, så ræk endelig ud til fagfolkene i vores klimasekretariat.

Kontakt

Placeholder for personbillede
Christina
Søndergaard
Digitaliseringskonsulent
TELEFON 25 45 31 13
Mathias Selchau
Ridder
Underviser TEC
TELEFON 25 45 33 75

SCAN QR KODEN FOR AT FÅ LINK TIL DENNE SIDE