Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier – specialister i klimavenligt landbrug og bæredygtigt byggeri

Byen i byen – sådan én har de i Herning. Skills City er nemlig et lille bysamfund i sig selv, som ligger på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers campus. Her mødes elever på kryds og tværs af fag for at tanke op både fagligt og socialt i unikke læringsmiljøer, hvor alt ligger i gåafstand.

I sommeren 2025 slår skolen dørene op for Herningsholm Landbrugsskole, som bliver omdrejningspunkt for fremtidens klimavenlige landbrugsuddannelser. Den nybyggede skole kommer med sin placering i udkanten af Skills City til at forbinde land og by – med smuk natur på den ene side og alt lige fra murere, tømrere, konstruktører og snedkere til frisører, handelselever og vvs-energispecialister på den anden.

Som specialister i klimavenligt landbrug arbejder Herningsholm blandt andet med undervisning i robotteknologi, automatisering og droner, præcisionslandbrug, bedre udnyttelse af landbrugsarealer og regenerativt landbrug.

Herningsholm har desuden specialister i bæredygtigt byggeri. Skolen har fokus på projekter med udgangspunkt i energieffektive byggemetoder og anvendelse af genbrugsbyggematerialer, helhedslæring og tværfagligt samarbejde på byggepladsen.

Hvert år er Herningsholm vært for Green Skills Camp, hvor elever fra ind- og udland deltager i en uges intensive hands-on workshops. Her tilegner eleverne sig grønne færdigheder, når bæredygtighedspionerer inden for byggesektoren underviser i, hvordan vi sammen kan bygge en grønnere fremtid.

Herningsholm har investeret massivt i moderne faciliteter og stærke sociale fællesskaber. Idræts- og fritidsforeningen Herningsholm IF er stiftet for at give eleverne bredere og bedre aktivitetstilbud, og alle elever har gratis adgang til et nyt fitnesscenter. De kommende år opføres med støtte fra A.P. Møller Fonden et stort fælleshus, der bliver et markant vartegn for erhvervsuddannelserne i Herning.